Troværdig trafiksikkerhed
I finansloven for 2015 budgetterer regeringen med en ekstra indtægt på 600 mio. kroner fra en forstærket indsats mod hastighedsovertrædelser i trafikken. Der skal udskrives flere fartbøder, med andre ord.
Det drejer sig om trafiksikkerhed. Siger politiet og regeringen. Men kommunikation drejer sig ikke kun om, hvad der bliver sagt eller skrevet. Kommunikation handler lige så meget om adfærd, og skal den opleves som troværdig, skal den enkelte opleve en sammenhæng mellem adfærd og budskab. Lad mig bruge mine egne observationer omkring politiets fartkontrol som eksempel:
Vi bor i nærheden af en af større vej, der ligger på en bakke. To spor op og et spor ned. Det yderste opadgående spor frister jævnligt bilister til at øge hastigheden ud over de tilladte 60 km, så de kan nå lidt hurtigere frem til indfletningen til ét spor på toppen af bakken og ikke mindst til det lyskryds, der ligger nogle hundrede meter efter bakken.
Det opadgående spor er et yndet sted for politiets hastighedskontrol. Inde i siderabatten, midt på bakken holder en af politiets fotovogne jævnligt i dagtimerne.
Er bakken en risiko for trafiksikkerheden? Her er ingen fodgængere, der krydser vejen, oversigtsforholdene er fine, den dobbeltsporede vejstrækning er ganske kort og her er brede cykelstier og fortove, som tilmed er yderligere adskilt fra vejen med en siderabat. De biler, der overskrider hastighedsbegrænsningen, gør det som regel med få kilometer og bliver i øvrigt bremset ned, når de to spor fletter sammen til ét på toppen af bakken.
Til gengæld er lyskrydset længere fremme kompliceret. De to veje, der krydser her, er rimeligt stærkt befærdede, især i morgentrafikken. Her er venstresvingende biler, cyklister og fodgængere. Bl.a. en del skolebørn. Her bliver der kørt over for rødt af både biler og cykler, ofte i høj fart. Her bliver der drejet til højre uden respekt for cyklister og fodgængere, drejet til venstre for rødt uden respekt for andre bilister og i det hele taget foretaget div. tvivlsomme manøvrer for at komme frem. For ikke at tale om cyklister uden lys, både børn og voksne, manglende tegngivning, cykling i venstre side af vejen og i fodgængerfelter, fodgængere, der løber over for rødt og meget andet, der udfordrer trafiksikkerheden.
Jeg kører gennem det kryds flere gange om dagen og på alle tider af døgnet. Jeg har aldrig set en politibetjent her, endsige oplevet en bil, cyklist eller fodgænger, der er blevet stoppet, selv om der fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt må være meget at tage fat i.
Sagt på en anden måde: Politiets adfærd undrer mig. Og min undren blev forstærket, da de lokale medier i december skrev om, hvordan byens politimester var ude at låne fotovogne hos kollegerne for at kunne opfylde sin resultatkontrakts krav om udskrivning af et vist antal bøder. Nåede han måltallet, ville han få en bonus oven i lønnen. Og vi taler åbenbart ikke om noget lille beløb. I 2012 var det 65.000 kroner.
Tilsammen efterlader det mig med et indtryk af, at politiet prioriterer fartkontrol frem for en bredere indsats for trafiksikkerheden. Om det yderligere er en forbindelse til politimesterens resultatkontrakt, ved jeg selvfølgelig ikke. Men tanken er nærliggende, og den forstærkes af, at regeringen åbenbart mener, at der kan hentes 600 mio. kroner på denne konto.
Det er måske at sætte det lidt på spidsen, men set fra en kommunikationsvinkel er der en ansats til at svække politiets troværdighed her. I hvert fald i mine øjne. Ud fra mine egne oplevelser kan jeg ikke se en overensstemmelse mellem budskabet og adfærden.
